- Hem
- Professor og politiker kræver ny lov om rugemødre
Professor og politiker kræver ny lov om rugemødre
Flere politikere er enige om, at rugemorlovgivningen skal ændres. For mange huller gør det kompliceret og udfordrende for både forældrepar og rugemødre, mener professor.
Flere politikere vil nu ændre den danske lov om rugemødre. Det sker, fordi TV2’s dokumentar “Den falske rugemor” har kastet lys over de huller og gråzoner, lovgivningen har.
For det er helt lovligt at være rugemor i Danmark. Men det er ulovligt for læger og sundhedspersonale at assistere og hjælpe rugemoren og det kommende forældrepar.
Derfor vælger mange danske par og deres rugemor at rejse til et andet land, der tillader lægehjælp. Men det giver mange komplikationer, når parret, det nyfødte barn og rugemoren kommer tilbage til Danmark.
Derfor vil flere politikere nu forsøge at få ændret lovgivningen.
– Der er ingen grund til, at danske borgere skal tage til udlandet for at sætte ønskebørn i verden, når man kan gøre det i trygge rammer her, siger sundheds- og ældreordfører for Liberal Alliance, May-Britt Kattrup, der har kæmpet for at få ændret lovgivningen for rugemoderskab i tre år.
Hun er glad for, at flere politikere nu er enige.
– Det rykker rigtig meget, og der er kommet meget mere fokus på det. Det er glædeligt, at nogle partier er begyndt at åbne op for det. Det er jeg rigtig glad for, siger hun.
For gammel lovgivning for rugemoderskab
Lovgivningen for rugemoderskab har egentlig eksisteret i 30 år og er ikke blevet ændret undervejs. Men det er på tide, at der skal ske noget, lyder det fra Liberal Alliance.
– Lovgivningen er håbløst umoderne, mener May-Britt Kattrup.
I kølvandet af ”Den falske rugemor” inviterede Foreningen for ligestilling i familiedannelse i Danmark og May-Britt Kattrup til en åben høring om rugemoderskab på Christiansborg . Her var advokater, Etisk Råd, et rugemoderbarn, en rugemor og professor ved Copenhagen Fertility Center Svend Lindenberg til stede.
Professoren er enig med May-Britt Kattrup i, at der er for mange huller i den danske lovgivning for rugemoderskab.
– Det er noget tosseri. Loven er ufuldstændig, ubrugelig og farlig. Den dækker ikke for nogen, og der er ikke nogen som får retssikkerhed, siger han.
Ønsker du at blive forælder?
Vi tilbyder gratis rådgivning. Sammen ser vi på, hvilke muligheder du har ud fra dine specifikke omstændigheder for at skabe den familie, du drømmer om. Vi vil hjælpe dig. Kontakt os i dag!